Skaden fortæller ikke alt

Fra sygdom og problemer til nyorientering og deltagelse

Tak
Denne bog er blevet til i et tæt samarbejde mellem fire ansatte på CSU-Slagelse:
Lone Grønnegaard Wachner, Karen Sørensen, Hanne Jensen og Vibeke Lund.
Som fagperson og væsentlig medforfatter har psykolog Helle Lund Stokholm ført
os tørskoet igennem processen at skrive en bog.
CSU-Slagelse har givet os muligheden for at nedskrive den praksis, vi udfører og
udvikler i vores undervisning af borgere med erhvervet hjerneskade – alle har bidraget
med et ikke ubetydeligt antal timer, som er ydet af ren interesse for dette meget
spændende emne.
I indholdsfortegnelsen kan man læse, hvem der har haft særligt ansvar for de forskellige
kapitler. Men også vore kolleger i kommunikationsafdelingen har været til
hjælp og inspiration i denne proces.
En stor tak skal der også lyde til Sheila McDonald for hendes tilsagn om at skrive
forordet til denne bog. Sheila McDonald, registered speech-language pathologist på
St. Michaels Hospital, Toronto, Canada, har gennem årene været en stor inspirationskilde
for os i vort arbejde, derfor er det en så meget større glæde for os, at hun har
givet denne bog sine ord med på vejen.
Det er vores håb, at læseren, som vi, vil blive fanget af denne bogs nybrud med
traditionel specialpædagogisk tænkning, der har vist sit værd i kommunikationen
med borger og pårørende og som drivende kraft for borgeren frem mod nye
identitetsfortællinger.

Hvem kan have glæde af denne bog?
Selv om bogens praksiseksempler udspringer af et udviklingsarbejde, som logopæderne
på CSU-Slagelse har været drivkræfterne i, er det vores overbevisning, at andre
faggrupper, der arbejder med borgere med komplekse vanskeligheder, vil kunne
inspireres af bogens indhold. Det har vi allerede fået bekræftet i forbindelse med, at
vi har bedt forskellige fagpersoner gennemlæse bogen og forholde sig til indholdet.
Vi håber bogens indhold vil inspirere sagsbehandleren og mentoren på jobcentret,
fysio- og ergoterapeuten, pædagogen, speciallæreren, neuropædagogen, talepædagogen,
logopæden og sygeplejersken, der i samarbejde med borgeren skal rydde barrierer
til side og finde glemte eller gemte talenter frem hos borgeren. Derudover er vi
sikre på, at en del af vore logopædkolleger med interesse vil kaste sig over denne bog.

Vibeke Lund

Hent bogen her (pdf - nyt vindue)

Siden er sidst opdateret 6. marts 2023